"Hvis tal er godt, er vektorer dobbelt så godt."
Vektorer i planen (2d)
Andet
I vektorregning regner vi med to- (eller fler-) dimensionale størrelser kaldet vektorer a→ = ( a1 , a2 ), hvor a1 og a2 (vektorens koordinater) er tal. Vektorerne i→ = ( 1, 0 ) , j→ = ( 0, 1 ) og 0→ = ( 0, 0 ) kaldes henholdsvis første enhedsvektor, anden enhedsvektor (tilsammen basisvektorerne) og nul-vektoren. En ikke - nulvektor kaldes en egentlig vektor. Ortogonale vektorer er egentlige vektorer, der står vinkelret på hinanden. |
Lad a→ = ( a1 , a2 ) og b→ = ( b1 , b2 ). k er et tal. Vi får brug for følgende konstruktioner:
Multiplikation med et tal : k · a→ = ( k a1 , k a2 ) Subtraktion : a→ b→ = ( a1 b1 , a2 b2 ) Tværvektor : a^ = ( a2 , a1) Skalarprodukt : a→ · b→ = a1 b1 + a2 b2 Længde : |a→| = √ ( a12 + a22 ) = √ ( a→ · a→ ) Determinant : det( a→ , b→ ) = a1 b2 a2 b1 Bemærk, at de 4 første konstruktioner er vektorer. De sidste 3 er tal. |
Sætningerne eftervises ved at indsætte vektorernes koordinater.
Vektorregning blev opfundet i 1700-tallet, for at gøre det muligt at regne med liniestykker.
Har A og B koordinaterne ( a1 , a2 ) og ( b1 , b2 ), sættes vektor AB→ = ( b1 a1 , b2 a2 ). Den illustreres af en pil fra A med spids i B.
Er A = O, bliver OB→ = ( b1 , b2 ), som kaldes B's stedvektor, med samme koordinater som B.
Vi ser, at AB→ =
( b1 a1 , b2 a2 ) =
( b1 , b2 )
( a1 , a2 ) = OB→
OA→,
eller OB→
= OA→ + AB→.
Man kan ændre en vektors længde ved at gange den med et tal, men hvordan ændre dens retning? Den simpleste drejning (bortset fra 180° ved at gange med 1) er 90°. Men dem er der to af, så for at skelne kalder vi drejningen mod uret for den positive. Vi ser, at
Er a→ = ( a1 , a2) = a1i→ + a2j→ bliver
Lad c→ = a→ b→.
(De tre vektorer ligger som sider i en trekant).
( a→ b→
)2 = ( a→ b→
) · ( a→ b→
) = ( a→)2 + ( b→)2
2 a→ · b→, eller
|c→|2 =
|a→|2 +
| b→|2
2 a→ · b→, eller
2 a→ · b→ =
|a→|2 +
| b→|2
|c→|2. Heraf
ses to ting:
For det første: Skalarproduktet kan beregnes ud fra vektor-længder alene. Skalarproduktet af to vektorer giver altså samme værdi uanset hvilket koordinatsystem, beregningen foregår i.
For det andet: Ved sammenligning med cosinusrelationen
a2 + b2 c2 = 2ab · cos(C) ser vi, at
a→ . b→ =
|a→| ·
|b→| · cos(C),
hvor C er vinklen mellem vektorerne.
cos( vinkel ( a→, b→) ) = |
a→ .
b→ |a→| · |b→| |
. |
Relationen gør det muligt at definere skalarproduktet i tilfælde, hvor vektorernes koordinater ikke er kendte.
Tallet det( a→ ,
b→ ) = a^ · b→ kaldes determinanten af vektorparret.
Det ses, at
det( a→ , b→ ) = a^ · b→ = | ( | a2 a1 |
) | · | ( | b1 b2 |
) | = a1b2 a2b1 = | | | |
a1 a2 |
b1 b2 |
| | |
. |
Den sidste skrivemåde ses hyppigt i matematisk litteratur.
c→ = ( c1, c2 ) = c1 ( 1, 0 ) + c2 ( 0, 1 ) = c1i→ + c2j→, er en opløsning af c→ efter koordinataksernes retninger.
At opløse vektoren c→ = AB→ efter to vektores ( a→ og b→ ) retninger vil sige at finde to tal x og y , så c→ = x a→ + y b→. Man siger, at c→ er skrevet som en linearkombination af vektorerne a→ og b→. Det sker ved at tegne linier gennem A og B parallelle med de to retninger; ialt 4 linier. Disse 4 linier afgrænser et parallellogram, på hvis sider a→ - og b→ -pilene ligger.
Er c→ = ( c1, c2 ), og retningerne givet ved vektorerne a→ = ( a1, a2 ) og b→ = ( b1, b2 ), går opgaven ud på at løse ligningen x a→ + y b→ = c→. d.v.s. at løse ligningssystemet
Løsningen bliver som vist her.
x = |
c1b2 c2b1 a1b2 a2b1 |
= |
det( c→ , b→ ) det( a→ , b→ ) |
og y = |
a1c2 a2c1 a1b2 a2b1 |
= |
det( a→ , c→ ) det( a→ , b→ ) |
. |
Ved hjælp af vektorregning kan vektorligningen x a→ + y b→ = c→ løses fikst. Vi ganger skalært med a^ og b^ og får to ligninger
x a^ · a→ + y a^ · b→ = a^ · c→ og x b^ · a→ + y b^ · b→ = b^ · c→
Da a^ · a→ = b^ · b→ = 0 og b^ · a→ = a^ · b→, har vi
y a^ · b→ = a^ · c→ og x ( a^ · b→) = c^ · b→, hvoraf resultatet følger.
I litteraturen anvendes ofte følgende determinantsymbol
det( a→ , b→) = |
| | |
a1 b1 a2 b2 |
| | |
= a1 b2 b1 a2 . |
Vi opløser vektor a→ efter vektor b→ og vektor b^'s retninger. D.v.s. a→ = k1 b→ + k2 b^ , hvor ab→ = k1 b→ kaldes a→'s projektion på b→, og ab^ = k2 b^ kaldes a→'s projektion på b^.
Ved skalær multiplikation i ligningen a→ =
k1 b→ + k2 b^
med b→ får vi
a→ · b→ =
k1 b→ · b→ +
k2 b^ · b→ = k1
|b→|2,
hvoraf k1 = a→ · b→ /
|b→|2.
Ved skalær multiplikation i ligningen a→ =
k1 b→ + k2 b^ med b^ får vi
b^ · a→ = k1 b^ ·
b→ + k2 b^ · b^ = k2
|b^|2 =
k2 |b→|2,
hvoraf k2 = b^ · a→ /
|b→|2. Altså
ab→ = |
a→ · b→ |b→|2 |
· b→ og ab^ = |
b^ · a→ |b→|2 |
· b^ . |
Sætter vi b→ / |b→| = e→ og b^ / |b→| = f^ (enhedsvektorer) får vi
[ Hovedmenu ] [ Ordliste ] [ Tilbage til hovedsiden ]
Antal besøgende siden 1 apr. 2001: