Vektorregning

"Hvis tal er godt, er vektorer dobbelt så godt."

Emner

Vektorer i planen (2d)

Andet

Grundbegreber

I vektorregning regner vi med to- (eller fler-) dimensionale størrelser kaldet vektorer a = ( a1 , a2 ), hvor a1 og a2 (vektorens koordinater) er tal.

Vektorerne i = ( 1, 0 ) , j = ( 0, 1 ) og 0 = ( 0, 0 ) kaldes henholdsvis første enhedsvektor, anden enhedsvektor (tilsammen basisvektorerne) og nul-vektoren.

En ikke - nulvektor kaldes en egentlig vektor.

Ortogonale vektorer er egentlige vektorer, der står vinkelret på hinanden.

Beklager, din browser kan ikke vise applets.
Vektorkonstruktioner

Lad a = ( a1 , a2 ) og b = ( b1 , b2 ). k er et tal. Vi får brug for følgende konstruktioner:

    Addition : a + b = ( a1 + b1 , a2 + b2 )
    Multiplikation med et tal : k · a = ( k a1 , k a2 )
    Subtraktion : a – b = ( a1 – b1 , a2 – b2 )
    Tværvektor : a^ = ( –a2 , a1)
    Skalarprodukt : a · b = a1 b1 + a2 b2
    Længde : |a| = √ ( a12 + a22 ) = √ ( a · a )
    Determinant : det( a , b ) = a1 b2 – a2 b1

Bemærk, at de 4 første konstruktioner er vektorer. De sidste 3 er tal.
" · " betyder én ting mellem tal, en anden mellem et tal og en vektor og en tredie mellem to vektorer.
" |?| " betyder absolutværdien for tal; men længden for vektorer.

Beklager, din browser kan ikke vise applets.
Vektorsætninger

Sætningerne eftervises ved at indsætte vektorernes koordinater.

Den geometriske tolkning

Vektorregning blev opfundet i 1700-tallet, for at gøre det muligt at regne med liniestykker.

Har A og B koordinaterne ( a1 , a2 ) og ( b1 , b2 ), sættes vektor AB = ( b1 – a1 , b2 – a2 ). Den illustreres af en pil fra A med spids i B.

Er A = O, bliver OB = ( b1 , b2 ), som kaldes B's stedvektor, med samme koordinater som B.

Vi ser, at AB = ( b1 – a1 , b2 – a2 ) = ( b1 , b2 ) – ( a1 , a2 ) = OB – OA,
eller OB = OA + AB.

Vektor og stedvektor

Beklager, din browser kan ikke vise applets.

[ Hovedmenu ] [ Ordliste ]

Tværvektor a^

Man kan ændre en vektors længde ved at gange den med et tal, men hvordan ændre dens retning? Den simpleste drejning (bortset fra 180° ved at gange med –1) er 90°. Men dem er der to af, så for at skelne kalder vi drejningen mod uret for den positive. Vi ser, at

Er a = ( a1 , a2) = a1i + a2j bliver

[ Hovedmenu ] [ Ordliste ]

Skalarproduktet (prikproduktet)

Lad c = a – b. (De tre vektorer ligger som sider i en trekant).
( a – b )2 = ( a – b ) · ( a – b ) = ( a)2 + ( b)2 – 2 a · b, eller
|c|2 = |a|2 + | b|2 – 2 a · b, eller
2 a · b = |a|2 + | b|2|c|2. Heraf ses to ting:

For det første: Skalarproduktet kan beregnes ud fra vektor-længder alene. Skalarproduktet af to vektorer giver altså samme værdi uanset hvilket koordinatsystem, beregningen foregår i.

For det andet: Ved sammenligning med cosinusrelationen a2 + b2 – c2 = 2ab · cos(C) ser vi, at
a→ . b = |a| · |b| · cos(C), hvor C er vinklen mellem vektorerne.

Relationen gør det muligt at definere skalarproduktet i tilfælde, hvor vektorernes koordinater ikke er kendte.

Denne regnemaskine beregner skalarprodukt og determinant for et vektorpar.
Ændr værdierne for a eller b og klik uden for boksen

a = ( , ) og b = ( , ) giver
a & middot; b = , det(a, b) = og vinkel(a, b) = °

[ Hovedmenu ] [ Ordliste ]

Determinanter

Tallet det( a , b ) = a^ · b kaldes determinanten af vektorparret.
Det ses, at

Den sidste skrivemåde ses hyppigt i matematisk litteratur.

[ Hovedmenu ] [ Ordliste ]

Opløsning af en vektor efter givne retninger

Beklager, din browser kan ikke vise applets.

c = ( c1, c2 ) = c1 ( 1, 0 ) + c2 ( 0, 1 ) = c1i + c2j, er en opløsning af c efter koordinataksernes retninger.

At opløse vektoren c = AB efter to vektores ( a og b ) retninger vil sige at finde to tal x og y , så c = x a + y b. Man siger, at c er skrevet som en linearkombination af vektorerne a og b. Det sker ved at tegne linier gennem A og B parallelle med de to retninger; ialt 4 linier. Disse 4 linier afgrænser et parallellogram, på hvis sider a - og b -pilene ligger.

Er c = ( c1, c2 ), og retningerne givet ved vektorerne a = ( a1, a2 ) og b = ( b1, b2 ), går opgaven ud på at løse ligningen x a + y b = c. d.v.s. at løse ligningssystemet

Løsningen bliver som vist her.

x = c1b2 – c2b1
a1b2 – a2b1
= det( c , b )
det( a , b )
  og   y = a1c2 – a2c1
a1b2 – a2b1
= det( a , c )
det( a , b )
.

Ved hjælp af vektorregning kan vektorligningen x a + y b = c løses fikst. Vi ganger skalært med a^ og b^ og får to ligninger

x a^ · a + y a^ · b = a^ · c   og   x b^ · a + y b^ · b = b^ · c

Da a^ · a = b^ · b = 0   og   b^ · a = –a^ · b, har vi

y a^ · b = a^ · c   og   x ( –a^ · b) = –c^ · b, hvoraf resultatet følger.

I litteraturen anvendes ofte følgende determinantsymbol

det( a , b) = |
|
a1 b1
a2 b2
|
|
= a1 b2 – b1 a2 .

[ Hovedmenu ] [ Ordliste ]

Projektion

Vi opløser vektor a efter vektor b og vektor b^'s retninger. D.v.s. a = k1 b + k2 b^ , hvor ab = k1 b kaldes a's projektion på b, og ab^ = k2 b^ kaldes a's projektion på b^.

Ved skalær multiplikation i ligningen a = k1 b + k2 b^ med b får vi
a · b = k1 b · b + k2 b^ · b = k1 |b|2, hvoraf k1 = a · b / |b|2.
Ved skalær multiplikation i ligningen a = k1 b + k2 b^ med b^ får vi
b^ · a = k1 b^ · b + k2 b^ · b^ = k2 |b^|2 = k2 |b|2, hvoraf k2 = b^ · a / |b|2. Altså

ab = a · b
|b|2
· b   og   ab^ = b^ · a
|b|2
· b^ .

Sætter vi b / |b| = e og b^ / |b| = f^ (enhedsvektorer) får vi

Denne regnemaskine beregner a's projektioner på b og b^.
Ændr værdierne for a eller b og klik uden for boksen

a = ( , ) og b = ( , ) giver
ab = ( , ) og ab^ = ( , )

Beklager, din browser kan ikke vise applets.

[ Hovedmenu ] [ Ordliste ]

Arealberegning

Vi ser på det parallellogram, der udspændes af vektorerne a og b. D.v.s. det parallellogram, hvis sider ligger langs vektorerne. Parallellogrammets areal beregnes ved at gange grundlinien med højden, d.v.s. |a| med længden af b's projektion på a^; |ba^|. Vi finder

Areal = |a| · |ba^| = |a| · |
|
|
a^ · b
|a|2
· a^ |
|
|
= |a^ · b| = |det( a , b)| .

Ved sammenligning med arealformlen Arealtrekant = ½ a b sin(C) ses, idet vi nu regner vinkler med fortegn, at a b |sin(C)| = |det( a, b)| , eller

sin( vinkel( a, b) ) = a^ · b
|a| · |b|
= det( a, b)
|a| · |b|
.

Parallellogramarealer kan beregnes i denne regnemaskine.

Beklager, din browser kan ikke vise applets.

[ Hovedmenu ] [ Ordliste ]

Additionsformlerne

To enhedsvektorer e og f har koordinaterne

Vinklen fra e's retning til f's retning er w = u – v. Der gælder

cos(u – v) = e · f = cos(u) cos(v) + sin(u) sin(v) og
sin(u – v) = det(e , f) = sin(u) cos(v) – cos(u) sin(v).

Erstatter vi i disse udtryk v med –v, (cos(–v) = cos(v) og sin(–v) = –sin(v)) har vi de fire additionsformler

Ved addition og subtraktion af disse ligninger, får vi

Sætter vi u + v = x og u – v = y er u = (x + y) / 2 og v = (x – y) / 2. Dette giver de logaritmiske formler

Anvendelser
Sættes v = u i additionsformlerne, får vi

Additionsformlen for tangens bliver

Sættes v = u, får vi

[ Hovedmenu ] [ Ordliste ]

Den rette linie

En linie med normalvektor n gennem P0 består af alle de punkter P, hvor vektoren P0P er vinkelret på n. Er n = ( a, b ) og P0 = ( x0, y0 ) er

Er P = ( x , y ) , er P0P = ( x – x0, y – y0 ) , og vi finder

i overensstemmelse med resultatet fra geometrien.

Afstanden fra P til linien l er længden af P0P's projektion på n, altså

Dist( P , l ) = |
|
|
P0P · n
|n|2
· n |
|
|
= |
|
|
P0P · n
|n|
|
|
|
= |a x + b y – c|

a2 + b2
.
Denne regnemaskine beregner P( x , y )'s afstand til linien l : a x + b y = c .
Ændr værdierne for x , y , a , b , c og klik uden for boksen

P = ( , ) og (a , b , c) = ( , , ) giver Dist( P , l ) =

Beklager, din browser kan ikke vise applets.

[ Hovedmenu ] [ Ordliste ]

Beklager, din browser kan ikke vise applets.

[ Hovedmenu ] [ Ordliste ] [ Tilbage til hovedsiden ]

Antal besøgende siden 1 apr. 2001: